Laktose intolerans

Hvad er mælkesukker-intolerans?

Mælkesukker-intolerans kaldes også laktose-intolerans (og nogle gange mælkeallergi – men det er misvisende, da der ikke er tale om allergi). Tilstanden skyldes mangel på enzymet laktase i tyndtarmen. Normalt nedbryder laktase mælkesukkeret (laktose) i mindre dele, så det kan optages i kroppen, og hvis enzymet mangler kan mælkesukkeret ikke optages, men forbliver i tarmen, hvor det så vil gære og forårsage mavesmerter, diaré og oppustethed.

Laktase spalter mælkesukkeret i to dele, for at det kan optages. Hvis ikke det sker, vil sukkeret binde vand i tarmen og give diaré. Tarmbakterierne sætter en gæringsproces i gang, som giver mavekneb, rumlen, oppustethed og luftafgang. Mælkesukker (laktose) er en sukkertype, der findes i mælk og dermed også i mælkeprodukter og fødevarer indeholdende mælkepulver.

Hvem får mælkesukker-intolerans?

Alle børn har særdeles god evne til at optage mælkesukker, men i løbet af opvæksten nedsættes denne evne. Det meste af Nordeuropas og Nordamerikas voksne befolkning har bevaret evnen til at optage mælkesukker, men hovedparten af jordens voksne befolkning har rent faktisk mælkesukker-intolerans.

Personer med store tarmoperationer, mavesæksoperationer eller tyndtarmssygdom (cøliaki) har ofte laktoseintolerans. Mange har en kort periode med mælkesukker-intolerans i dagene efter tarminfektioner. Dette skyldes, at tyndtarmens slimhinde ofte er lidt beskadiget efter sygdommen.

Hvordan føles mælkesukker-intolerans?

  • Rumlen og uro i maven
  • Vedvarende diaré
  • Kolikker

Hvordan stilles diagnosen?

Laktosebelastning: Blodsukkermålingerfør og efter indtagelse af et glas med mælkesukker opløst i vand.

Blodprøve for genetisk laktoseintolerans: Eftersom langt de fleste tilfælde af laktoseintoelrans er genetisk betingede, kan en blodprøve afsløre om man har de pågældende gener for laktoseintolrans.

Hvordan behandles mælkesukker-intolerans?

Vær tilbageholdende med mælkeholdig føde – mælk, yoghurt, tykmælk, ymer og så videre – Specielt hvis du har fået diaré eller lige har haft det.
HUSK! Mange fødevarer har fået tilsat mælkepulver! Læs varedeklarationerne!
HUSK! Mælk og mælkeprodukter er væsentlige kilde til det kalk vi (især knoglerne) har brug for. Det er derfor vigtigt at få kalktilskud på anden vis (evt. som kosttilskud i form af kalktabletter).
Få evt. vejledning af uddannet diætist.

Det er individuelt, hvor følsom man er for nedsat optagelse af mælkesukker. Nogle kan godt tåle fløde i kaffen og spise ost uden større problemer. Andre får diaré af selv små mængder mælkesukker. Da mælkesukkerintolerans er en ufarlig tilstand, er det ikke skadeligt, hvis man ikke overholder diæten. Blot skal man være klar over, at man får symptomerne, når diæten brydes.

Hvor findes laktose?

  • Mælk, smør, margarine, surmælksprodukter og så videre
  • mælkepulver
  • bagværk (læs deklarationen, spørg bageren)
  • mange typer af præfabrikerede fødevarer (se deklarationen)
  • chokolade
  • mange typer tabletter

OBS! Danske skæreoste indeholder typisk under 0,05 g laktose/100 g. Derfor kan de fleste mennesker med laktoseintolerans spise ost uden problemer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *